November 2023
Det er med stor interesse vi har læst forslaget til kommuneplantillægget, ikke mindst da vi med glæde har fulgt udviklingen af Classic Car House og finder, at huset i sin nuværende fremtoning er en pryd for området.
Imidlertid har vi af flere årsager betænkeligheder i forbindelse med udviklingen af det nordlige område både med hensyn til at ophæve reservation til nordgående frakørselsrampe fra Lyngby Omfartsvej, og det der kan udvikle sig til at være et efter vores skøn voldsomt byggeri. Endvidere må det meget nøje overvejes hvilke konsekvenser for biodiversiteten udviklingen af området vil få.
Frakørselsrampe fra Lyngby Omfartsvej
Med hensyn til at nedlægge reservationen til en nordgående frakørselsrampe fra Lyngby Omfartsvej vækker det undren, da reservationen i første omgang må være kommet i stand, fordi Kommunen har forudset en stigning i trafikken i området. Denne stigning har i høj grad materialiseret sig, da vi i Sorgenfri generelt og specifikt på Hummeltoftevej, Grønnevej og Skovbrynet igennem de seneste år er blevet langt mere plaget af køkørsel i forbindelse med morgen- og aftentrafikken. De seneste trafiktællinger fra efteråret 2021, foretaget på Grønnevej i nordgående retning viser, at over 3000 biler passerer området på en hverdag Det må derfor være en forudsætning for det videre arbejde med området, at der foretages præcise trafikmålinger, som kan afdække det reelle omfang af trafikken – ikke strakt ud over hele døgnet, men præcist i morgen- og aftentimerne. Samtidig efterspørges visualiseringer af eventuel øget trafikmængde. Som udgangspunkt er vi derfor imod ophævelse af arealreservationen med mindre der ligger faktuelle trafikdata til grund for aflysning af rampen.
Byggeri af hotel
Med hensyn til at opføre et hotel på grunden har vi ligeledes betænkelighed. Det er muligt, at byggeriet vil skærme mod vejstøj i området øst for byggeriet. Men hvad vil konsekvenserne være for Astilbehaven, som i mange år har været støjplaget og nu glæder sig over hastighedsbegrænsningen til 70 km samt en ny vejbelægning? I tilfælde af bebyggelse på grunden, må der derfor laves præcise beregninger for, om støjen vil reflekteres over mod Astilbehaven. Endvidere vil det visuelle udtryk af et 25 m højt byggeri ændre området radikalt og stå i stærk kontrast til områdets eksisterende bebyggelse.
Betydningen for biodiversitet
Vi har med interesse fulgt tilblivelsen af handleplanen for biodiversitet, et ”Vildere Lyngby-Taarbæk 2030”. Heraf fremgår det klart, at kommunen forfølger ambitiøse mål for at blive en endnu grønnere kommune. Det falder dårligt i tråd med muligheden for at bygge et 25 m højt hoteltårn på grunden, endvidere vil det være nødvendigt med en befæstning af området, som vil vanskeliggøre afvanding og svække biodiversiteten.
Handleplanen ønsker at sikre en fornuftig balance mellem det grønne og byudvikling. I dag henligger Kongevejen 91-96 ikke som et grønt, attraktivt område, men det kunne udlægges som et område med træer, vandopsamling, bynatur og muligheder for parkering for Frilandsmuseet og Classic Car House, som begge er institutioner, der tiltrækker mange besøgende.
Ved at udlægge arealet til et grønt område, kan der ved samme lejlighed etableres spredningskorridorer, som muliggør sammenhænge og forbindelser for områdets biodiversitet. Det kunne blive et synligt og konkret tiltag for at understøtte den fælles biodiversitetsindsats, som så mange af kommunens beboere efterspørger og dermed bidrage til inspiration og læring om biodiversitet.
Med respekt for etablering af bynatur kunne eksempler på udnyttelse af dele af arealet være
• en trafikskole med veje, trafiklys, fodgængerovergange og skolelokale til fælles brug for LTK’s skoler
• etablering af masser af mistbænke til brug for skolerne i uddannelsesmæssig sammenhæng (fra frø til føde).
• en indhegnet agilitybane for kæledyrklubbers brug.
• et rekreativt område med fokus på det aktive liv som fx parcours, skating, petanque, udendørs gymnastik samt øer til restitution/omklædning eller bare overdækket til bygevejr.
eller
• en række ungdomsværksteder med fokus på nogle af de håndværksmæssige og praktiske fag, som samfundet efterspørger: tømrer/snedker, motorlære/teknik, bageri-/madværksted, elteknisk-/elektronik værksted.